Beslutningen

Hun sad der, med blikket mod gulvet og tankerne i det fjerne. Skuffet over sig selv, og bange for hvad jeg ville gøre. Jeg elskede og hadede hende på samme tid. Hun gjorde noget mod mig, som jeg aldrig havde troet muligt. Jeg var chokeret. Jeg var såret. Hvad skulle jeg nu gøre? Intet af det kom, som jeg havde forestillet mig det. Alt ved hende var så dejligt. Hendes brune øjne. De bløde læber, de dejlige og følsomme hænder. Hendes sarte krop og det krøllede hår. Barmhjertigheden over for mig, od det uskyldige blik. Hvad skulle jeg gøre? Måske forlade hende? Var det nødvendigt?

Det hele startede for fire år siden, hvor familien og jeg skulle på ferie i Tyrkiet. Vi havde planlagt det længe, og opkaldene fra familien, gjorde det ikke lettere at blive. Så vi bestilte billetterne, og fløj af sted. Da vi landede i Ankara Lufthavn, ventede onkel Özgür på os. Vi hilste på hinanden, smed bagagen ind, og kørte af sted til hotellet.

Der var smukt derinde. Ikke som det plejede. Denne gang mere friskt og glædeligt. Det næste jeg husker, er den bløde seng, dynen og puden. Vi var alle sammen meget trætte af turen, så de næste tre dage brugte vi kun på at slappe af.

De efterkommende dage gik med at besøge vores familie, og nyde sammenværen med alle dem vi havde savnet. Mange af dem var glade for at se os igen, og vi fik den bedste velkomst man kunne forestille sig. Maden var pragtfuld som altid, og bordene var fyldt med mindst 5 forskellige madretter. Vi var mange. Og spise, det ville vi alle sammen.

Jeg havde virkelig savnet min familie. Det var ikke svært at mærke. Men for meget af det gode, er heller ikke for godt. Som tiden gik, kunne jeg godt mærke, at jeg havde brug for lidt oplevelse. Jeg var trods alt kun 19, så jeg var ikke personen, der bliver tilfredsstillet af familiebesøg og strandture.

En sen aften, hvor vi sad og spiste aftensmad, tænkte over, om Tahsin og Haci havde glemt vores skænderi sidste år, og om jeg skulle ringe dem op. Tage ud og feste med dem. Som vi plejede. Men jeg fravalgte dem. De var mine venner, sandt nok, men alt har en ende. Så det endte med at jeg tog i byen alene.

Jeg besøgte diskotekerne, snakkede med nogle bekendte jeg mødte, og besluttede mig til sidst for at købe en pizza. Jeg tog ned til Istambul, den såkaldte og bedste pizzeria i Ankara, og spiste der. Da jeg blev færdig, rejste jeg mig, og skulle til at gå. Men noget stoppede mig. Noget af det mest vidunderlige jeg havde set. Ud af køkkenet trådte en yndig pige, med de smukkeste øjne, og det sødeste smil. Hun kiggede på mig, lidt forvirret, men sikkert.
”Can I help you, sir?” Jeg blev forvirret over, at hun netop brugte dette sprog. Kunne hun se på mig at jeg var turist?
”No, thanks. I just finished eating.” Fik jeg ud af mig. Jeg rystede helt indeni. Hendes stemme gjorde mig svag, og jeg kunne høre, at hun ikke var bange for at snakke med mig. ”Do you work here every day?” Min accent var meget dansk i det, og hun kiggede pludselig meget interessant på mig. ”Well, no. I don’t live here in Turkey. Just on vacation, want to earn some money by my uncle. Ehm, aren’t you from Denmark?”
Det gav et stik i mit hjerte. Jeg var ikke rigtig klar over, om jeg skulle svare, eller stille hende det samme spørgsmål. Alt føltes underligt i mig. Jeg var glad indeni, og varmen af hendes smil, tilfredsstillede mit behov for ”en perfekt samtale”.

Vi lærte hinanden at kende, og udvekslede informationer, der gjorde mig nærmest beruset. Hun var fra Danmark, og boede i Århus. Skæbnen var ikke til at tage fejl af. Jeg havde lige mødt den perfekte pige, der både levede i samme land, og samme by som jeg. Jeg kunne ikke mere. Glæden i mit hjerte, fyldte mere, end der var plads til. Så snart hun vendte ryggen til mig, udnyttede jeg chancen. Jeg tog en serviet fra bordet, skrev mit nummer og navn på den, og smuttede.

De næste fem nætter kunne jeg ikke sove. Jeg lå og gennemtænkte hver detalje af vores samtale. Jeg tænkte på, om hun mon ville skrive. Følte mig utrolig umoden ved tanken om, at jeg bare skrev nummeret og forsvandt. Jeg vidste, at sådan burde jeg ikke have gjort det. Jeg var 19, og i den alder, ved man hvordan tingene skal takles. Men jeg kunne ikke. Kunne ikke få et eneste ord frem om, at jeg syntes ret godt om hende, og om vi ikke kunne snakkes ved igen engang. Alt kom så pludseligt, og jeg følte mig som aldrig før. På den ene side vidste jeg, at jeg var blevet forelsket, og at det var derfor jeg følte mig sådan. Men på den anden side føltes det barnligt. At have så store følelser for en pige, at bruge så mange tanker på hende og oven i købet være i tvivl om hendes interesse for mig. Sådan levede jeg ikke livet i Danmark. Her var det omvendt. Mit problem var, at jeg ikke vidste hvad livet gik ud på.

Tiden gik, og jeg fik ingen beskeder. Ingen opkald. Jeg tog ned til pizzeria igen, med håbet om at møde hende. Men hun var der ikke. Jeg spurgte manden bag kassen, om hun stadig var her. Men nej. Hun var rejst tilbage til Danmark. Som jeg havde forventet.
To dage senere tog vi også tilbage.

Så snart vi var steg af flyet, kunne jeg høre min telefon. Fem SMS’er og seks opkald. Et nummer jeg ikke kendte. Et nummer jeg håbede på, stammede fra hende. Og det gjorde det. Heldet var med mig. Vi skrev og snakkede sammen, og jeg var ikke længere i tvivl om hendes følelser for mig. Jeg havde hende, og dermed resten af verden.

Hun var til min overraskelse ikke den lukkede pige, som jeg havde forventet. At leve i Danmark som tyrkisk pige, betød for de fleste ”masser af forbud og overdrevet sikkerhed”. Vi tog i byen sammen, hjem til mig, hjem til hende. Jeg elskede hende. Hun elskede mig. Alt gik som i en drøm. Som Romeo og Julie kunne vi dø for hinanden, hvis den nødvendighed skulle vise sig. Men andet end at kysse gjorde vi ikke. Dette accepterede jeg også. For jeg vidste udmærket godt, at det både var forbudt i Islam, og i hendes familie. Før ægteskabet, måtte ingen kropskontakt finde sted. Det holdet vi os strengt til, så godt vi kunne. Vi gjorde alt for at holde os til hinanden. Skænderier var en selvfølge, som i hvert et forhold, men skille os ad, skulle der meget mere til.

Alt gik så utrolig hurtigt. Vi havde nu været sammen i tre år og ti måneder, og var begge enige om at forloves. Jag var treogtyve, og hun var enogtyve. Den perfekte alder. Vi besluttede at samle familierne, og fortælle dem det. Forlovelsesfesten var pragtfuld, og vi morede os alle sammen. Jeg var ifølge mine sanser, den gladeste mand nogen sinde. Jeg var fuld af håb, kærlighed og glæde. Jeg gik og tænkte på, hvornår jeg mon kunne sætte ord på mine følelser. Fandtes der disse ord? Jeg var i tvivl. Men en ting var klar. Vi var ikke langt fra at være hinandens fuldstændig.

Vi flyttede sammen, og nød at forebringe hvert sekund med hinanden. Hver morgen jeg så hende ved min side, formede mine løber automatisk det største smil, jeg kunne lave. Lykken var ubeskrivelig At jeg ikke måtte have sammenleje med hende, mærkede jeg intet til. Bare glæden af at se på hende, fyldte mit hjerte til tops. Alt var perfekt. For perfekt.

En aften hvor vi sad og snakkede om vores bryllup, syntes alt at være godt og lykkeligt. Indtil hun pludselig rejste sig fra bordet og gik. Uden et ord, bevægede hun sig sløvt ind i køkkenet. Jeg vidste ikke hvad hun fejlede, og var bekymret. Da jeg kom ind i køkkenet, sad hun ved spisebordet, og så trist ud. Jeg spurgte hende ikke om noget. I stedet tog jeg vinen ud af køleskabet, og skænkede lidt i hvert glas. Hun så op på mig. Hendes blik fortalte mig intet godt. Jeg smilet mildt til hende, og lagde glasset foran hende. Ingen sagde noget i lang tid. Det eneste hun gjorde, var, at skubben glasset tilbage til mig. Uden den mindste slurk.

”Jeg kan ikke mere, Ali.” Sagde hun med en stille stemme, der knap nok kunne høres.
Jeg forstod ikke hvad hun mente. Forvirret og usikker spurgte jeg: ”Hvad mener du?”
Stilheden drev mig til vanvid. Hvad var der ved at ske? Hvad var meningen med det her? ”Ali, jeg mener vores forhold. Jeg kan ikke mere. Det for meget.”

Jeg kunne ikke få et ord frem. Det var for ondt til at være sandt. Det sårede mig, at hun ikke kiggede på mig. Det føltes som om hun ikke længere var min. ”Askim Leyla, hvad er der med dig? Har du det godt?” Hun svarede ikke. Jeg sad og tænkte, og tænkte. Gennemgik vores forhold fra a til å. Spekulerede over, om jeg havde sagt eller gjort noget forkert på noget tidspunkt. ”Jeg. Jeg har været sammen med en anden mand.”
Jeg løftede automatisk hovedet, og kiggede på hende. Stadig var hendes blik på gulvet. Jeg troede ikke mine egne ører. ”Hvad er det du siger Leyla? Hvordan sammen? Hvad mener du?” Min stemme rystede. ”Ali, du er for god til mig. Askim jeg fortjener dig ikke. Jeg har været sammen med en anden mand. Jeg mener, virkelig sammen.” Jeg var i chok. Vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg elskede denne kvinde, men leve sammen med hende, kunne jeg ikke længere. For nu var hun ikke længere min. Hendes krop tilhørte allerede en anden, før mig. Alt var så uretfærdigt. Jeg havde ikke kræfter til at spørge om mere. Sagen var, hvad skulle jeg nu gøre? Det var et stort valg jeg skulle tage. Hver beslutning har sine konsekvenser, så jeg besluttede, at snakke med hende om det næste dag. Selv kræfterne til at tænke, havde jeg mistet.

Uden ord rejste jeg mig, og gik ind i soveværelset. Hvis der er noget jeg i dag fortryder, så er det den beslutning. Jeg skubbede problemet væk, og lod hende alene om det. Hun må have følt sig presset, bange, ked af det. Jeg var der ikke for hende den aften. Hun havde brug for mig, og jeg valgte at efterlade hende alene. Jeg hader mig selv for det. Dagen efter var hun væk. Uden spor. Ingen vidste noget, hverken familien eller hendes veninder. Jeg ringede til hende, ledte efter hende over alt i byen. Grædende kom jeg hjem hver gang, uden resultat. Siden har jeg ikke set til hende. Intet håb længere.