Digt om venskab

Venskab


Et venskab er tillid

Fornuft og følelse

En du kan fortælle næsten alt

En du stoler på

En der står dig nær

En der er der når det går

Godt og dårligt

En der er til sjov og ballade

Til alvor og til snak

En der holder af mig

Det Moderne Gennembrud

Det Moderne Gennembrud (1800 tallet)

Det Moderne Gennembrud

Den litterære periode Det Moderne Gennembrud henregnes til slutningen af 1800-tallet, omtrent perioden 1870-1890. Betegnelsen anvendes især om litteraturen i Skandinavien, der i denne periode fik et gennembrud i resten af Europa.

Startskuddet til Det Moderne Gennembrud tilskrives normalt Georg Brandes, der i 1869 oversatte den kontroversielle Kvindernes Underkuelse af John Stuart Mill til dansk, og som i de følgende år gav en lang række forelæsninger på Københavns Universitet og efterfølgende over det meste af Europa med kritik af Romantikken. Han skrev også artikler og bøger om emnet, og især er Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur, som udkom i flere bind fra 1872 af betydning som teoretisk basis for periodens litteratur.

En række af de øvrige forfattere fra perioden havde internationale kontakter, og mange af dem boede i en periode i udlandet. Således var der større nordiske kunstnerkolonier i byer som Paris, Berlin og Rom, og nogle af forfatterne udgav litteratur direkte på et af de store sprog. Under alle omstændigheder blev værker af mange af forfatterne hurtigt oversat, og bevægelsen fik dermed sit store gennembrud.

I århundredets sidste tiår blev bevægelsen til dels afløst af symbolismen med udgangspunkt i flere forfatteres interesse for spirituelle/religiøse emner. Men realismen i Det Moderne Gennembrud var kommet for at blive, og den kan genfindes hos forfattere som Selma Lagerlöf, Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø i de følgende år (1900-1920), der af nogle bliver kaldt Det folkelige Gennembrud, da forfatterne i denne periode skildrer situationen hos de allernederste i samfundet. Et udmærket eksempel er Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren.

Kendetegn ved Det Moderne Gennembrud

Forfatterne i Det Moderne Gennembrud gjorde oprør mod de gamle traditioner, blandt andet den litterære periode Romantikken, og blandt de karakteristiske træk ved perioden kan nævnes et internationalt perspektiv, frihed i forhold til seksualitet og religion samt interesse i de videnskabelige landvindinger som darwinismen.

Et andet vigtigt aspekt var, at kønsproblematikken tages under seriøs behandling samt ikke mindst, at nogle kvindelige forfattere viste sig på det litterære parnas, hvilket kun undtagelsesvis havde været tilfældet tidligere.

Tre kendt forfatter

Georg Brandes
Georg Brandes blev født i København den. 4. februar 1842, i en jødisk grossererfamilie.
Han blev student fra det von Westenske Institut i 1859, og læse jura på Københavns universitet. Han skiftede studium efter kort tid til kulturhistorie, filosofi og til sidst æstetik.

Hans indflydelse på de skandinaviske forfattere i 1880'erne var meget stor, men en reaktion ledet af Holger Drachmann mod hans "realistiske" doktriner, begyndte i 1885.

I dag står Brandes stadig som en af de mest indflydelsesrige inspiratorer i dansk litteraturhistorie, jævnsides Holberg og Grundtvig.



Amalie Skram
Amalie skram var en norsk forfatter, men aktiv i Danmark.
Amalie Skram blev en vigtig person i forbindelse med skildringen af kvindens stilling i ægteskabet og den seksuelle dobbeltmoral og er i dag især kendt for sin ægteskabsroman "Constance Ring" (1885), som også blev hendes debutroman. Herefter fulgte en række ægteskabsromaner, der hver skildrede forskellige kvinders forhold i deres ægteskaber i et patriarkalsk samfund.
Hun skilte sig ud fra andre forfattere, idet hun selv var en kvinde og derfor kunne videregive fortællingerne set fra en kvindes synsvinkel.
Amalie Skram skrev desuden flere selvbiografiske romaner, heriblandt den føromtalte "Constance Ring", "Professor Hieronimus" og "På St. Jørgen".



Henrik Pontoppidan
Henrik Pontoppidan er født i Fredericia, d. 24. juli 1857. Var en dansk forfatter, der hovedsagligt skrev romaner.
Som ung ville han være ingeniør, senere højskolelærer og forfatter. De bøger, Pontoppidan skrev i sin ungdom, var stærkt samfundskritiske og levede op til Georg Brandes’ parole om at sætte problemer under debat.
Hele hans liv har han været meget politisk interesseret og i 1917 modtog han en nobelpris.
I Henrik Pontoppidans romaner og noveller giver et usædvanligt omfattende billede af hans land og tidsalder.
I 1863 flytter familie til Randers, og i 1933 bliver han æresborger i Randers.

Kilder: http://da.wikipedia.org/wiki/Det_Moderne_Gennembrud

Voksen Voksen Voksen

På et tidspunkt i livet bliver man voksen. Spørgsmålet er, om det er ens egen beslutning, eller er det særlige begivenheder, der pludselig skubber en ind i voksenlivet.

”Hvornår bliver man opfattet som voksen af andre?”

I nyere tid har vi fundet ud af, at de små børn ser ud som voksne. Der er forskellige grund til det, det er f.eks. kroppens udvikling, beklædning, samfundet og forældrenes roller.

Først og fremmest bliver et barn opfattet som voksen af andre, som alle forældre kender til det, hvor barnets krop udvikler sig. Altså når barnet kommer i puberteten. Det gælder både drengens og pigens krop.

For det andet afhænger det af samfundet. Altså i hvilket samfund man bor i. F. eks. I Danmark, hvor børnene er præget af fjernsyn, mobiltelefon, computer o. s. v. Nogle har lært mange ting af det, nogle har ikke, og det medfører, at nogle kan meget mere og måske opfører sig ordentligt. Så bliver de opfattet som voksne. Det kommer også an på familien, hvornår de opfatter deres børn som voksen. Alt efter deres opdragelse.

Det andet, som også er meget vigtigt, er forældrenes roller. Hvordan er barnet opdraget, gør de det, som bliver sagt, hører de efter hvad deres forældre siger?

Hvis de gør det, så bliver de efterhånden opfattet som voksen af deres forældre og andre. Så stoler forældrene på deres børn, og det medfører, at de får lov til mange andre ting. I de europæiske lande er der en regel, som man siger at som 16- års er halv voksen, og som 18- årig er man helt voksen. En 16- årig får lov til at drikke, være udenfor sent om aftenen, men kan ikke bo alene. Som 18- årig får man lov til at bo alene. Her viser det, at barnet bliver opfattet som voksen. Nu ved man, at barnet kan klare sig selv, kan forsørge sig, og kan bo alene.

Det får man ikke lov til, når man er cirka 11-17 er, medmindre at der er problemer i deres liv, så som at forældrene hader barnet. I denne alder er man ikke helt sikker på, om barnet kan klare sig selv, og kan barnet opføre sig ordentligt. Kan de forsørge sig selv?

”Hvornår opfatter man sig selv som voksen?”

Som jeg har sagt før, kommer det an på familiens roller. Hvis de opfatter deres barn som voksen, så opfatter barnet jo også sig selv som voksen. Det har også noget med alder at gøre, når man opfatter sig som voksen. F.eks. kroppens udvikling, som er meget vigtig, og det spiller også en stor rolle i ens liv. Når man kommer i puberteten, opfatter man sig som en halv-voksen. Det er det samme som det er i mit eget land. Jeg har en afghansk baggrund og har boet i Danmark i ca. 10 år. Når man bliver 18 år, så er man voksen, og her opfatter man sig selv som voksen, fordi ens forældre stoler på en. Man får lov til bestemme, og man kan klare sig.

”Det vil sige, når man opfatter sig som voksen, så har det noget med alderen, familiens roller, og miljøet. At gøre det miljø man vokser op i, og samfundet, som også spiller en stor rolle.”

Når man bor i et samfund som Danmark, kommer det også på opfattelsen som voksen.

Som sagt har Danmark en opfattelse af sig selv som samfund. Det medfører, at man lægger barndommen bag sig og går ind i voksentilværelsen. Med alt det, som man er præget af.

Alle de 10-17 årige har deres egen mobil, deres eget fjernsyn, deres egen computer o. s. v. og det medfører også, at man opfatter sig som voksen.

Det også ens egen beslutning, at man opfatter sig som voksen. Hvis personen opfører sig ordentligt, F.eks. som en voksen, så stoler forældrene på barnet. De får lov til meget mere. Det viser sig at barnet synes, at nu er det blevet voksen og tager sig sammen.

Mange opfatter sig som voksen, når de får ansvar for noget. F.eks. ansvar for at passer lillesøsteren. Så syntes de, at det foregår som en glidende overgang. Men de opdager ikke, at det i forældrenes roller, der spiller ind.

Mange andre opfatter sig som voksen, når de ændrer deres beklædning F.eks. fra det tiende til det femtende år. De synes, at nu er de blevet voksen med det tøj som de tager på der hjemme, udenfor og i skolen.

Beslutningen

Hun sad der, med blikket mod gulvet og tankerne i det fjerne. Skuffet over sig selv, og bange for hvad jeg ville gøre. Jeg elskede og hadede hende på samme tid. Hun gjorde noget mod mig, som jeg aldrig havde troet muligt. Jeg var chokeret. Jeg var såret. Hvad skulle jeg nu gøre? Intet af det kom, som jeg havde forestillet mig det. Alt ved hende var så dejligt. Hendes brune øjne. De bløde læber, de dejlige og følsomme hænder. Hendes sarte krop og det krøllede hår. Barmhjertigheden over for mig, od det uskyldige blik. Hvad skulle jeg gøre? Måske forlade hende? Var det nødvendigt?

Det hele startede for fire år siden, hvor familien og jeg skulle på ferie i Tyrkiet. Vi havde planlagt det længe, og opkaldene fra familien, gjorde det ikke lettere at blive. Så vi bestilte billetterne, og fløj af sted. Da vi landede i Ankara Lufthavn, ventede onkel Özgür på os. Vi hilste på hinanden, smed bagagen ind, og kørte af sted til hotellet.

Der var smukt derinde. Ikke som det plejede. Denne gang mere friskt og glædeligt. Det næste jeg husker, er den bløde seng, dynen og puden. Vi var alle sammen meget trætte af turen, så de næste tre dage brugte vi kun på at slappe af.

De efterkommende dage gik med at besøge vores familie, og nyde sammenværen med alle dem vi havde savnet. Mange af dem var glade for at se os igen, og vi fik den bedste velkomst man kunne forestille sig. Maden var pragtfuld som altid, og bordene var fyldt med mindst 5 forskellige madretter. Vi var mange. Og spise, det ville vi alle sammen.

Jeg havde virkelig savnet min familie. Det var ikke svært at mærke. Men for meget af det gode, er heller ikke for godt. Som tiden gik, kunne jeg godt mærke, at jeg havde brug for lidt oplevelse. Jeg var trods alt kun 19, så jeg var ikke personen, der bliver tilfredsstillet af familiebesøg og strandture.

En sen aften, hvor vi sad og spiste aftensmad, tænkte over, om Tahsin og Haci havde glemt vores skænderi sidste år, og om jeg skulle ringe dem op. Tage ud og feste med dem. Som vi plejede. Men jeg fravalgte dem. De var mine venner, sandt nok, men alt har en ende. Så det endte med at jeg tog i byen alene.

Jeg besøgte diskotekerne, snakkede med nogle bekendte jeg mødte, og besluttede mig til sidst for at købe en pizza. Jeg tog ned til Istambul, den såkaldte og bedste pizzeria i Ankara, og spiste der. Da jeg blev færdig, rejste jeg mig, og skulle til at gå. Men noget stoppede mig. Noget af det mest vidunderlige jeg havde set. Ud af køkkenet trådte en yndig pige, med de smukkeste øjne, og det sødeste smil. Hun kiggede på mig, lidt forvirret, men sikkert.
”Can I help you, sir?” Jeg blev forvirret over, at hun netop brugte dette sprog. Kunne hun se på mig at jeg var turist?
”No, thanks. I just finished eating.” Fik jeg ud af mig. Jeg rystede helt indeni. Hendes stemme gjorde mig svag, og jeg kunne høre, at hun ikke var bange for at snakke med mig. ”Do you work here every day?” Min accent var meget dansk i det, og hun kiggede pludselig meget interessant på mig. ”Well, no. I don’t live here in Turkey. Just on vacation, want to earn some money by my uncle. Ehm, aren’t you from Denmark?”
Det gav et stik i mit hjerte. Jeg var ikke rigtig klar over, om jeg skulle svare, eller stille hende det samme spørgsmål. Alt føltes underligt i mig. Jeg var glad indeni, og varmen af hendes smil, tilfredsstillede mit behov for ”en perfekt samtale”.

Vi lærte hinanden at kende, og udvekslede informationer, der gjorde mig nærmest beruset. Hun var fra Danmark, og boede i Århus. Skæbnen var ikke til at tage fejl af. Jeg havde lige mødt den perfekte pige, der både levede i samme land, og samme by som jeg. Jeg kunne ikke mere. Glæden i mit hjerte, fyldte mere, end der var plads til. Så snart hun vendte ryggen til mig, udnyttede jeg chancen. Jeg tog en serviet fra bordet, skrev mit nummer og navn på den, og smuttede.

De næste fem nætter kunne jeg ikke sove. Jeg lå og gennemtænkte hver detalje af vores samtale. Jeg tænkte på, om hun mon ville skrive. Følte mig utrolig umoden ved tanken om, at jeg bare skrev nummeret og forsvandt. Jeg vidste, at sådan burde jeg ikke have gjort det. Jeg var 19, og i den alder, ved man hvordan tingene skal takles. Men jeg kunne ikke. Kunne ikke få et eneste ord frem om, at jeg syntes ret godt om hende, og om vi ikke kunne snakkes ved igen engang. Alt kom så pludseligt, og jeg følte mig som aldrig før. På den ene side vidste jeg, at jeg var blevet forelsket, og at det var derfor jeg følte mig sådan. Men på den anden side føltes det barnligt. At have så store følelser for en pige, at bruge så mange tanker på hende og oven i købet være i tvivl om hendes interesse for mig. Sådan levede jeg ikke livet i Danmark. Her var det omvendt. Mit problem var, at jeg ikke vidste hvad livet gik ud på.

Tiden gik, og jeg fik ingen beskeder. Ingen opkald. Jeg tog ned til pizzeria igen, med håbet om at møde hende. Men hun var der ikke. Jeg spurgte manden bag kassen, om hun stadig var her. Men nej. Hun var rejst tilbage til Danmark. Som jeg havde forventet.
To dage senere tog vi også tilbage.

Så snart vi var steg af flyet, kunne jeg høre min telefon. Fem SMS’er og seks opkald. Et nummer jeg ikke kendte. Et nummer jeg håbede på, stammede fra hende. Og det gjorde det. Heldet var med mig. Vi skrev og snakkede sammen, og jeg var ikke længere i tvivl om hendes følelser for mig. Jeg havde hende, og dermed resten af verden.

Hun var til min overraskelse ikke den lukkede pige, som jeg havde forventet. At leve i Danmark som tyrkisk pige, betød for de fleste ”masser af forbud og overdrevet sikkerhed”. Vi tog i byen sammen, hjem til mig, hjem til hende. Jeg elskede hende. Hun elskede mig. Alt gik som i en drøm. Som Romeo og Julie kunne vi dø for hinanden, hvis den nødvendighed skulle vise sig. Men andet end at kysse gjorde vi ikke. Dette accepterede jeg også. For jeg vidste udmærket godt, at det både var forbudt i Islam, og i hendes familie. Før ægteskabet, måtte ingen kropskontakt finde sted. Det holdet vi os strengt til, så godt vi kunne. Vi gjorde alt for at holde os til hinanden. Skænderier var en selvfølge, som i hvert et forhold, men skille os ad, skulle der meget mere til.

Alt gik så utrolig hurtigt. Vi havde nu været sammen i tre år og ti måneder, og var begge enige om at forloves. Jag var treogtyve, og hun var enogtyve. Den perfekte alder. Vi besluttede at samle familierne, og fortælle dem det. Forlovelsesfesten var pragtfuld, og vi morede os alle sammen. Jeg var ifølge mine sanser, den gladeste mand nogen sinde. Jeg var fuld af håb, kærlighed og glæde. Jeg gik og tænkte på, hvornår jeg mon kunne sætte ord på mine følelser. Fandtes der disse ord? Jeg var i tvivl. Men en ting var klar. Vi var ikke langt fra at være hinandens fuldstændig.

Vi flyttede sammen, og nød at forebringe hvert sekund med hinanden. Hver morgen jeg så hende ved min side, formede mine løber automatisk det største smil, jeg kunne lave. Lykken var ubeskrivelig At jeg ikke måtte have sammenleje med hende, mærkede jeg intet til. Bare glæden af at se på hende, fyldte mit hjerte til tops. Alt var perfekt. For perfekt.

En aften hvor vi sad og snakkede om vores bryllup, syntes alt at være godt og lykkeligt. Indtil hun pludselig rejste sig fra bordet og gik. Uden et ord, bevægede hun sig sløvt ind i køkkenet. Jeg vidste ikke hvad hun fejlede, og var bekymret. Da jeg kom ind i køkkenet, sad hun ved spisebordet, og så trist ud. Jeg spurgte hende ikke om noget. I stedet tog jeg vinen ud af køleskabet, og skænkede lidt i hvert glas. Hun så op på mig. Hendes blik fortalte mig intet godt. Jeg smilet mildt til hende, og lagde glasset foran hende. Ingen sagde noget i lang tid. Det eneste hun gjorde, var, at skubben glasset tilbage til mig. Uden den mindste slurk.

”Jeg kan ikke mere, Ali.” Sagde hun med en stille stemme, der knap nok kunne høres.
Jeg forstod ikke hvad hun mente. Forvirret og usikker spurgte jeg: ”Hvad mener du?”
Stilheden drev mig til vanvid. Hvad var der ved at ske? Hvad var meningen med det her? ”Ali, jeg mener vores forhold. Jeg kan ikke mere. Det for meget.”

Jeg kunne ikke få et ord frem. Det var for ondt til at være sandt. Det sårede mig, at hun ikke kiggede på mig. Det føltes som om hun ikke længere var min. ”Askim Leyla, hvad er der med dig? Har du det godt?” Hun svarede ikke. Jeg sad og tænkte, og tænkte. Gennemgik vores forhold fra a til å. Spekulerede over, om jeg havde sagt eller gjort noget forkert på noget tidspunkt. ”Jeg. Jeg har været sammen med en anden mand.”
Jeg løftede automatisk hovedet, og kiggede på hende. Stadig var hendes blik på gulvet. Jeg troede ikke mine egne ører. ”Hvad er det du siger Leyla? Hvordan sammen? Hvad mener du?” Min stemme rystede. ”Ali, du er for god til mig. Askim jeg fortjener dig ikke. Jeg har været sammen med en anden mand. Jeg mener, virkelig sammen.” Jeg var i chok. Vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg elskede denne kvinde, men leve sammen med hende, kunne jeg ikke længere. For nu var hun ikke længere min. Hendes krop tilhørte allerede en anden, før mig. Alt var så uretfærdigt. Jeg havde ikke kræfter til at spørge om mere. Sagen var, hvad skulle jeg nu gøre? Det var et stort valg jeg skulle tage. Hver beslutning har sine konsekvenser, så jeg besluttede, at snakke med hende om det næste dag. Selv kræfterne til at tænke, havde jeg mistet.

Uden ord rejste jeg mig, og gik ind i soveværelset. Hvis der er noget jeg i dag fortryder, så er det den beslutning. Jeg skubbede problemet væk, og lod hende alene om det. Hun må have følt sig presset, bange, ked af det. Jeg var der ikke for hende den aften. Hun havde brug for mig, og jeg valgte at efterlade hende alene. Jeg hader mig selv for det. Dagen efter var hun væk. Uden spor. Ingen vidste noget, hverken familien eller hendes veninder. Jeg ringede til hende, ledte efter hende over alt i byen. Grædende kom jeg hjem hver gang, uden resultat. Siden har jeg ikke set til hende. Intet håb længere.